Angsten, usikkerheden og modstanden mod forandringer

Se øvelse nederst på siden

Livet er forandring. Uanset hvor meget vi prøver at kontrollere, undgå, fornægte eller bekæmpe det, så forandrer alting sig hele tiden. Vi bliver ældre, relationer ændrer sig, vi mister, vi vinder, vi vokser. Og nogle gange vokser vi fra noget, før vi føler os klar til at give slip.

Men hvorfor kan det gøre så ondt? Hvorfor føles forandringer nogle gange som at blive revet i stykker indvendigt?

Nogle gange skriger vi i afmagt, andre gange går vi ind i os selv, forsøger at finde ro i rutiner og kontrol. Vi spænder hjelmen, sætter skyklapperne på og fokuserer intenst på én ting, bare for at undgå at mærke det. For det gør ondt. Og det gør især ondt, når vi ikke føler os rustet til at håndtere det.

Når forandring truer identiteten

Det, der gør forandringer så svære, er ikke nødvendigvis selve skiftet, men følelsen af, at vi mister os selv i processen. At noget trygt og velkendt falder væk. Når vi bliver forvirrede, mister vi fodfæstet, og uden fodfæste bliver vi utrygge.

Og det er netop her, vi må forstå: Forandringer handler ikke kun om nuet. Den utryghed, der opstår, har ofte rødder i noget langt dybere. Noget gammelt. Noget ubevidst.

Måske er det minder om situationer, hvor du ikke blev hørt. Hvor du blev overrumplet. Hvor nogen tog beslutninger hen over hovedet på dig. Hvor du ikke følte dig tryg. Ikke følte dig vigtig. Hvor noget knækkede indeni.

Når kroppen husker det sindet har glemt

Måske føler du, at du igen og igen bliver kastet ud i forandringer, og hver gang gør det lige ondt. Måske fordi dit system stadig ikke har forstået, at du har overlevet. At du står her i dag, stadig hel, stadig i live, stadig dig.

Men gamle oplevelser kan sætte sig som traumer. Ikke nødvendigvis store, dramatiske traumer – men små, gentagne følelsesmæssige sår, der er blevet lagret i kroppen. Dybt i dit nervesystem. Og derfor reagerer du. Instinktivt. Automatisk. Måske endda uden at forstå hvorfor.

Det er derfor, heling er nødvendig.

Heling kræver mod, og ømhed

At hele handler ikke om at "komme videre" i et hurtigt tempo. Det handler om at vende tilbage. Ikke for at dvæle, men for at forstå. For at give dit indre barn, eller den yngre version af dig, det, som dengang manglede: tryghed, forståelse, anerkendelse, medfølelse.

Det kræver, at du tør se på det, der har været gemt væk. Den skyld og skam, der måske har ligget i mørket i årevis. Det kræver, at du giver det luft. At du puster liv i de dele af dig, som blev frosset fast dengang, hvor noget gik i stykker.

Og det er netop det, regressionsterapi arbejder med. At gå baglæns, tilbage i tiden, og finde det første sted, hvor noget slog en revne i din tidslinje.

En øvelse til dig, der mærker modstanden

Har du lyst til at opdage, hvor på din tidslinje modstanden mod forandring opstod? Så prøv denne enkle, men kraftfulde øvelse:

  1. Sæt dig et roligt sted, og luk øjnene.

  2. Sig ordet “forandringer” indvendigt – lad det fylde dit fokus.

  3. Forestil dig en tidslinje fra 0 år og frem til nu. (Hvis du tror på liv før dette, kan du starte med “før dette liv”).

  4. Gå langsomt frem på tidslinjen – ét år ad gangen.

  5. Stop op ved hvert årstal og mærk efter. Giv dig god tid.

Hvis du mærker modstand, uro, et ønske om at afbryde, en fysisk reaktion, en mental flugt eller en fastfrossethed som gør det svært at gå videre – så er det lige dér, du har fundet en nøgle. Et punkt, hvor noget vigtigt skete. En åbning til heling.

Denne øvelse handler ikke om at finde svar med det samme, men om at blive bevidst om, hvor såret er. Først når du ser det, kan du begynde at hele det.

Du er ikke alene, og du er ikke forkert

Forandringer kan vække sorg, vrede, skyld, ensomhed, afvisning og tusind andre følelser. Men intet af det betyder, at der er noget galt med dig. Tværtimod. Det betyder, at noget i dig gerne vil blive helt igen.

Og det er muligt. Ét skridt ad gangen. Med blidhed, nysgerrighed og mod.

Hvis du har lyst til at arbejde videre med din tidslinje, dine gamle sår og din modstand mod forandring, så er du hjertelig velkommen til at kontakte mig. Du behøver ikke gå vejen alene.

Næste
Næste

Derfor bor dit selvværd i dit ubevidste sind